Aftensmad, Hovedret, Pasta retter, Retter uden kød

Grøntsags lasagne.

Vi har 2 kødfri dage i ugen her hjemme og idag står den på lasagne med en masse grøntsager, mums den er god, det bliver en fast opskrift hos os.

Vi savner ikke kød i denne lasagne og så får man en masse lækre grøntsager i stedet.

Man bruger selvfølgelig bare de grøntsager man har i køleskabet eller bytter ud hvis der er nogle man ikke kan li.

Opskriften tager tid at lave men jeg laver til to dage så er der nem mad dagen efter.

Vi er 2 voksne og 3 børn og der er rigeligt til to dage.

Ingredienser:

Grøntsagerne:

-1 sjat olivenolie

-4-5 gulerødder

-4 stængler bladselleri

-2 squash

-1 aubergine

-3-4 løg

-400 g champignon

-2 spsk salt

-1 spsk oregano

-2 terninger grøntsagsboullion

-2 dåser tomat puré

-2 dåser hakkede tomater

Spinat blanding:

-1 løg

-1 sjat olivenolie

-500 g frossen spinat

-1/2 tsk muskatnød stødt

-2 dl fløde

Bechamelsauce:

-50 g smør

-70 g mel

-6 dl mælk

-250 gram mozzarella kugle

-1 spsk salt

-1/2 tak muskatnød stødt

-frisk kværnet peber

Fad:

-lidt becel eller smør

-rasp

Fremgangsmåde:

Alle grøntsagerne vaskes og hakkes fint.

Løgene svitses i oliven olie og champignon tilsættes indtil de afgiver væde, derefter tilsættes de øvrige grøntsager og der røres godt igennem.

Derefter tilsættes de øvrige ingredienser til grøntsagerne og der røres godt.

Grøntsags blandingen skal stå og simre ved svag varme i en times tid.

Imens laves de andre ting til lasagnen.

Spinat blandingen:

Løget hakkes fint og svitses i en gryde i lidt oliven olie, derefter tilsættes spinaten og det koger op indtil spinaten er helt tøet op.

Fløden og de øvrige ingredienser tilsættes og det koger et par minutter og stilles derefter til side imens bechamelsaucen laves.

Bechamelsauce:

Smøret smeltes, melet tilsættes og der røres godt igennem, derefter tilsættes mælken lidt efter lidt indtil saucen er cremet, krydderierne tilsættes og saucen smages til, er den for tyk så tilsæt lidt mere mælk, derefter tilsættes mozzarella’en og saucen røres igennem indtil osten er smeltet.

Derefter skal lasagnen lægges sammen, jeg bruger et stort og et lille fad, så der er til 2 dage.

Fadene smøres med smør eller becel og der drysses rasp rundt i fadet, derefter tilsættes grøntsagerne, lasagneplader, spinat blandingen, lidt flere plader, bechamelsauce, grøntsager og bechamel til sidst og der drysses et tyndt lag rasp på toppen.

Er der mere at de forskellige saucer tilbage tilsættes de bare inden rasp og vil man ha flere lasagneplader i gør man bare som man har lyst til.

Lasagnen sættes i oven i ca. 45 minutter ved 160 grader og køles lidt af inden servering.

Servere feks. lasagnen med noget lækkert brød…